Det kræver en blanding af erfaring fra selv at have løbet o-løb, faglig viden om kortstandarder og software, håndværk – og så en pæn del udholdenhed. Til gengæld er resultatet hele grundlaget for sporten.
*
Hvad bygger vi på
Offentlige data: I Danmark er vi så heldige, at man har bestemt, at offentlige data i stort omfang skal være gratis tilgængelige. Det betyder, at man kan downloade grunddata med bygninger, vejkanter, højdekurver, søer mv i ret høj kvalitet. I orienterings-regi benytter man ofte websitet Mapmagic.dk, der gør det nemt at hente de offentlige data over et specifikt område.
Luftfotos/Lida: Derudover findes der gratis luftfotos og forskellige lidar-fotos der kan benyttes til at spotte selv meget små ændringer i terrænhøjde.
Google Street View / Skråfotos: Især i byområder kan det have stor værdi, at tage et kig på området fra gadeniveau eller fra en skrå vinkel ovenfra.
Ud fra disse data, kan man skabe et grundkort af en pæn kvalitet, som man kan bruge før man drager i marken.
Men, i sidste ende skal man altid i marken.
Dels er de offentlige data og luftfotos typisk et par år gamle, og dels har de ikke samme fokus som orienteringsløbere. Der findes fx ingen data der viser om et skovområde er åbent eller tæt krat, og man kan ikke se på offentlige data om en bygning reelt er et halvtag om man godt kan passere.
Hvilke værktøjer bruger man
Der findes tre værktøjer, som typisk benyttes til at tegne orienteringskort:
- Adobe Illustrator
- Open Orienteering Mapper (OOM)
- OCAD
Adobe Illustrator er et grafisk program, der blev brugt tidligere fordi kort jo grundlæggende er en illustration. Men værktøjet er på vej ud, fordi nye programmer gør det nemmere og sikrer at man overholder internationale standarder.
Open Orienteering Mapper er et Open Source-projekt, hvor et community af folk samarbejder om at udvikle et gratis værktøj til at tegne orienteringskort. Jeg tegnede mit første kort i Open Orienteering Mapper, fordi jeg så ikke skulle spørge nogen om en bevilling til en kort-licens og fordi jeg synes godt om Open Source-ideen.
Men jeg oplevede problemer med nogle konverteringer mellem OCAD og OOM og da det internationale Orienterings Forbund udgav en ny sprint-standard var min oplevelse, at de var for langsomme til at følge med. Som korttegner ønsker man ikke at smide en masse timer efter et kort, med en forældet standard.
OCAD er et schweizisk firma, der har specialiseret sig i at lave software til korttegning – inkl. orienteringskort. Den største ulempe er, at man skal betale et årligt gebyr for licensen, men software-pakken er stabil og firmaet sørger for at holde trit med det Internationale Orienterings Forbunds standarder. Derfor er det også blevet det værktøj jeg benytter i dag.
Skriv et svar