Her finder du flere orienteringsløb

Når eleverne har lært det basale: At læse et kort og forstå signaturerne, så er det oplagt at tænke på de mange muligheder der er for at løbe mere – både i skolen og ude i landets orienteringsklubber. Her har vi samlet de mest oplagte muligheder.

Kom med til Skole-OL

Hvert forår arrangerer Danmarks Idræts-Forbund og de lokale orienteringsklubber Skole-OL mesterskaber rundt om i landet og hvis du underviser elever i 4. – 7. klasse kan de komme med og opleve suset ved at konkurrere mod elever fra andre skoler.

Læs mere her: https://www.skoleol.dk/

For hver årgang får det bedste hold typisk ret til at deltage i landsfinalen i skole-orientering. Her mødes tæt på 1.000 elever fra hele landet, hvor de konkurrerer mod hinanden.


Fortæl eleverne om de lokale klubber

De store idrætsgrene – fodbold og håndbold – har nemt ved at få unge til at møde op, for de unge følger ofte hinanden ud i foreningslivet.

Men for de små idrætsgrene, så er der behov for, at lærere og forældre viser dem vej til de mange andre idrætsklubber, som kan give fastholde dem og give dem udfordringer mange år frem.

Så – når du underviser i orienteringsløb, så fortæl gerne eleverne om de lokale klubber. I alle orienteringsklubber kan man frit møde op til den ugentlige træning, og der vil som regel stå nogen klar til at hjælpe de unge med det basale, før de bliver sendt ud i skoven eller byen på postjagt.

Her finder du oversigten over alle danske orienteringsklubber.

I denne video kan du følge en orienteringsløber passere gennem bykvarterer, naturområder og parker i Sydhavnen. I venstre side kan du se trackingen på det kort jeg har tegnet over området.


Alle orienteringsklubber har både hjemmesider og facebook-sider, hvor man kan finde deres træningsløb, og en pæn del af dem samles også på www.orienteringslob.dk.

Overblikskort: Her finder du løb i hele landet

Findveji.dk: Baner der altid står klar

Flere hundrede steder i Danmark findes der orienteringsposter og baner, som du bare kan kaste dig over. Klubberne under Dansk Orienterings-Forbund har sat faste poster ud og på www.Findveji.dk, kan du hente og printe kortene, når det passer dig.

Det koster 25 kr. / kort du henter, men du kan også betale 150 kr. og få fri adgang til alle kort i hele landet. Hvis du melder dig ind i en orienteringsklub, gælder dit medlemslogin også til Findveji-sitet. Beløbet går til at vedligeholde det tilhørende website.